Rejsebeskrivelser
Bangkok "hurtigt" tur-retur
Indsendt af: Mikkel Hass, Kastrup
Dato: 1. januar 2010
Her er
beretningen om, hvordan jeg
”mistede” min ferieformue i
Bangkok i 1985.
Den første dag jeg
nogensinde var i Bangkok
skulle der ikke ske noget –
jeg var kommet om
eftermiddagen og ville pleje
mit jet-lag. Jeg traskede
rundt i kvarteret omkring
hotellet for at indsnuse
stemningen, da en venligt
smilende thai sagde til mig:
”Ka’ du huske mig fra
immigrationen?” Det ku’ jeg
ikke, men han fortsatte
hurtigt med at spørge mig om
mit hotel, om det var mit
første besøg osv. Han sagde
”Jeg gir en øl, la’ os sætte
os og snakke” Det lød jo
meget uskyldigt, så jeg
takkede ja.
I samtalens løb
spurgte han, hvor jeg kom
fra, og da han hørte det var
Danmark, lyste han op i et
smil og sagde: ”Min søster
har været sygeplejerske i
Danmark, har tjent mange
penge og har købt en bar her
i Bangkok. Den skal åbne i
morgen, og du og dine danske
venner er inviteret til
indvielsen!” Op af lommen
tog han et fotografi af en
europæsik familie og en
thailandsk pige foran en
villa. ”Det er hende” sagde
han.
Meget tilforladeligt. Lidt
senere lyste hans ansigt op,
som når man får en strålende
ide: ”Ska vi ikke besøge
hende med det samme. Hvor
bli’r hun overrasket. Jeg
gi’r en taxa det er lige
rundt om to hjørner.” Det
var ikke helt i
overenstemmelse med mine
planer, men hva’ – la’
gå.
Huset hun boede i var en pæn
ville med have. Hun var nu
ikke hjemme, men svogeren
var der. ”Hun kommer snart.
Hun er på hospitalet med min
kone, der skal føde” Min ven
fra før så jeg aldrig mere.
Svogeren var venlig,
fortalte mig om forholdene i
Thailand , om de dyre
betalingshospitaler og at
han var ansat i et
spillecasino i Malaysia ”for
det var forbudt at spille om
penge i Thailand”. Han var
dealer eller bankør i
casinoet. Det var dyrt med
to husholdninger og rejseri,
så han lod skinne igennem at
han lavede lidt numre
indimellem, hvad jeg sagde
til det? Jeg trak på
skuldrene – bare det ikke er
mine penge.
Under denne snak
er der gået en del tid.
Tjenende ånder er kommet med
lækre thairetter og frisk
frugt. Lækkert. Han spurgte
mig, om jeg nogensinde
spillede om penge. Aldrig,
sagde jeg i overenstemmelse
med sandheden. ”Vil du
hjælpe mig med at tjene
nogen penge ved at spille.
Det koster ikke noget. Du
spiller for mine penge og
jeg ”fixer” spillet. Jeg
kender en guldhandler, som
laver sorte penge” Jeg
tøvede. ”Han er bøsse” (Han
satte trumf på, hva’).
”Jamen, jeg kan slet ikke
spille Black-Jack, og slet
ikke falskt!” ”Jeg kan gøre
dig til mester på en halv
time” sagde han. Her burde
jeg ha’ sagt tak for mad og
taget hjem til hotellet, men
det var jo osse spændende at
spille falskt, og så gratis”
Og man er jo et venligt
menneske og han havde mange
udgifter. Jo, la’ gå. Og det
var rigtigt – i løbet af en
halv time havde han lært mig
spillet og tricksene. Han
ringede til guldhandleren,
der ville være der et
kvarter senere.
Jeg fik en rulle
dollarsedler stoppet i
brystlommen. Det skulle
forestille at være mine.
Selv havde jeg omkring 100
kroner i thailandske.
Guldhandleren kom.
Sikke en theater-bøsse!
Affekteret, hoftesvingende
og med et håndtryk som et
stykke vådt wienerbrød. Jeg
kender en del bøser, men
ingen som ham. Hvordan jeg
kunne tro på den optræden
fatter jeg ikke!
Guldhandleren havde en lille
håndtaske med, hvori der lå
mange ruller dollarsedler.
Vi spillede. Svogeren var
bank og jeg ku’ mærke, at
han bestemte hvornår jeg
skulle vinde og tabe. Fint
skuespil – guldhandleren var
vel nok tyr!
Spillet bølgede
frem og tilbage og der var
rigtigt mange penge på
bordet. På det tidspunkt,
hvor vi gik over til at
spille om
spillermærker/jetons var der
mellem 15.000 og 20.000
dollars i puljen. På et
tidspunkt sad jeg med en
usårlig hånd. ”21” og
guldhandleren sad med ”20”
vidste jeg. Vi væddede
hinanden op og skubbede alt
ind i puljen. Så sagde
guldhandleren pludselige
noget overraskende, at han
ville se om jeg var det værd
jeg havde væddet. Vi talte
op og det viste sig til min
forbløffelse at det var jeg
ikke. (Spørg mig ikke
hvordan det gik til – selv
idag ved jeg det ikke).
Ov, hvor blev guldhandleren
sur! Jeg fik halvanden time
til at skaffe pengene, sagde
han og gik. Jeg var rystet.
Svogeren hang med skuffen og
spurgte mig, om jeg havde
nogen penge på hotellet jeg
kunne låne ham til den hånd
var spillet færdig, så ville
han ta’ over til noget
familie og rejse nogen penge
der. Jeg vidste jo at jeg
ville vinde den hånd, så jeg
sagde ja. (Kortene var
blevet forseglet i to
kuverter inden guldhandleren
smækkede med døren). Jeg
hentede hele formuen i
kontanter på hotellet og tog
tilbage. Svogeren havde
selvfølgelig ikke skaffet
nogen penge, så der var for
lidt.
Guldhandleren blev
fornærmet og talte om
æresgæld. ”Hvad vil du gi’
mig i stedet for?” Jeg trak
på skuldrene. Jeg vidste
ikke. ”Jeg vil ha’ mindst en
halv times spil til!” sagde
han. Inden vi skiltes havde
jeg ”sat foden i døren” og
sagt, at dette var den
sidste hånd. Jeg afviste
pure en halv time til og vi
forhandlede os frem til 10
spil til – 5 minutter. Så
åbnede vi kuverterne og jeg
vandt den hånd som ventet.
Det gik godt til syvende
spil. Guldhandleren må ha’
set det truende nederlag,
for han væddede som en
besat. Jeg gjorde et
fejlgreb med alle mine penge
inde i puljen (eller
svogeren lod mig gøre et
fejlgreb) og pludselig var
det hele forbi, og jeg var
blanket af, fuldstændigt.
Guldhandleren blev nu med et
en verdensmand, der bredt
smilede takkede mig for
spillet og nådigt smed en
håndfuld thailandske baht på
bordet til mig ”til en taxi
hjem”, så skred han med alle
pengene.
Svogeren var knust, men dog
ikke mere end at han spurgte
om jeg havde mulighed for at
komme til penge, plastikkort
eller lignende, for så var
han sikker på, at
guldhanderen ville spille
igen i morgen, og så kunne
jeg vinde alle mine penge
tilbage. Ingen plastikkort,
og kun nogle få hundrede
baht til i overmorgen hvor
flyet gik hjem med mig
ombord, forhåbentlig. Det
lykkedes at få pengene til
at slå til, og der var plads
på flyet, men det var osse
det eneste positive ved den
Bangkok-tur.
Denne historie udspandt sig
over 5-6 timer.
--
I bytte for denne historie
er der kun to ting jeg
ønsker mig:
La’ vær’ med at sige til mig
som:
”Jamen, da ku’ da ha’ sagt
dig selv....” eller ”Det ku
jeg aldrig ha’ gjort”
--
Hvis du
har lyst til at give en kommentar
til historien, kan
det du gøre det i forumet, hvor
beskrivelsen også er. Den finder du
på:
www.thaiguide.dk/forum/forum/viewthread.php?thread_id=269
(www.thaiguide.dk) |
