Hej - jeg er helt ny her på siden. Jeg vil høre om der er nogen der har prøvet at flyve med Emiraterne over Dubai - om det er et ok selskab, vi har 2 børn med på 4 og 7 år. Vi har planlagt én måned i Thailand til sommer - altså hele juli måned. Vi var også afsted forrige sommer i juli måned og det var jo helt fantastisk.... vi havde klapvogn med til vores dreng som var næsten 2 på det tidspunkt og det var ret fantastisk når vi var på restaurenter oa om aftenen, så snorksov han bare i den. Er der andre her som har været afsted i juli måned - kunne godt tænke mig nogle gode forslag til steder!! Vi var kun i Bangkok og på Samui sidst.
Her lidt om fly, andre kan måske hjælpe med et par gode ideer til hvor I kan tage hen.
Kanchanaburi kunne være en mulighed for et par dage? Der med "Broen over Riwer Kwai".
Koh Chang også en mulighed, med fare for lidt regn.
Mon I kommer til at prøve at flyve med A380 fra Dubai til Bangkok? Det skulle være helt fantastisk.
Jeg har ikke prøvet den nye rute, men generelt syntes jeg Emirates har et godt ry og lufthavnen i Dubai er en af de bedre.
Har selv fløjet en del med Emirates, men det har altid været i embeds medfør, på business klasse og det kan nok ikke sammenlignes. Men på business klasse er Emirates helt i top og overgår efter min mening f.eks. THAI.
Siges også at være det flyselskab i verden der har flest forskellige nationaliteter ansat som kabine personale. Engang blevet betjent af en dansk stewardesse.
Men mødte en dansker, der var med på en af de første ture og jeg skrev dengang dette i en anden tråd:
Forleden mødte jeg er en mand, der havde taget turen København, Dubai, Bangkok, med 6 timers ventetid i Dubai.
Han sagde at flyene fra København var af ældre model Airbus 330, med ældre interiør, "udtrådte" sæder og service ikke som han forventede.
Han havde dog fløjet med A380 fra Dubai til Bangkok, hvilket skulle være en superoplevelse i superfly, hvor støjniveauet er meget lavt. Det var vist turen med A380 der havde trukket lidt.
Kanchanaburi er et godt forslag. Vi var der i januar, med vore børn på, dengang 1,5 og 4,5 år. Der er nogle fede nationalparker, og området lider ikke under overdrevne "turistpriser".
Thomas
Meget anderledes oplevelse end Samui på mange måder.
Chiang Mai har et helt andet liv. Det er en by med sit thailandske byliv, som ikke findes på Samui, Samtidig med der er de ting som turister ønsker og har brug for i bymidten og indenfor bymurene.
Helt anden mentalitet, klimaet anderledes. Kulturen væsentlig anderledes (hvis der kan tales om kultur på Samui hihi)
Gode muligheder for udflugter til bla. Thailandsk største bjerge. Elefant ridning osv. Masser af håndværk og markeder.
På mange måder en anderledes og positiv oplevelse af Thailand end turist strandene.
Men er det mest solferie der trækker, så er det selvfølgelig ikke så godt alternativ til Samui.
Lars
Hej - tak for jeres svar - siger jeg her mange måneder senere... men tiden flyver jo bare afsted - men nu skal jeg altså til at have ferien planlagt!!!!
Vi har bestilt flyrejsen - med Austria Air over Wien - det var den billigste og med kortest ventetid - selvom vi var tiltrukket af et par dage i Dubai - så ville vi hellere bare frem til Bangkok hurtigst muligt. Flybilletten bestilte jeg i oktober - nu skal selve turen planlægges.
Vi regner med ca. 4 dage i Bangkok - hvis der er nogen der har forslag til et godt, ikke alt for dyrt hotel med swimmingpool - det skal helst ligge godt, gerne ved floden.... forslag til hvad man bare SKAL se i Bangkok ønskes også... sidst så vi ikke meget, vi var totalt slået ud af varmen - men denne gang er vi forberedt (tror jeg...hmmm)
Derefter tænker vi med toget til Hua Hin - mest fordi det skulle være et rigtig godt sted at Kite surfe..og min mand surfer herhjemme, vil gerne i Thailand også.
Kanchanaburi - det vil jeg lige kigge nærmere på, det kunne jo være en mulighed før Hua Hin - derefter vil vi nok sydpå... tror ikke vi vil nordpå - har selv tidligere været i Chang Mai - Chang Rai osv...
Vi vil helst ikke for meget i malariamyggenes søgelys??????
Med flere råd modtages gerne? V vil også gerne på et "kursus i thaimad"?
Dog skal ungerne ikke glemmes - de er jo næsten 5 og 7 til sommer, og ferien skal helt klart også være på deres præmisser, de skal ikke slæbes rundt til alt muligt som de intet får ud af...
Vedr. hotel i Bkk. i nærheden af floden - ville jeg vælge Khao San. Der er du få minutters gang fra floden, og kan nemt tage flodbåden rundt. Det tager 5 minutter at gå fra selve Khao San til Phra Arthit. Der er mange hoteller med pool. Vi har boet på Viengtai de sidste par gange. Det koster 1800 baht hvis du booker forud på nettet (og det kan man gøre samme dag), eller 2300 baht "Walk in rate" I kan finde hotel her: http://www.thaiguide.dk/hotel-t...
Vedr. tur til Kanchannaburi, kan jeg kun anbefale det. Vi har været der et par dage de sidste 2 gange vi var afsted. Eravan ligger 70 km. derfra, og man kan leje en "Songtheaw" for 1000 baht, til at køre jer dertil, og vente på jer.
Vi har også været i Hua Hin et par gange..... men det faldt ikke i vores smag. I år tog vi til Cha am i stedet (Jeg laver nok en "beretning" om Cha Am, på siden her, på et tidspunkt.) Ved Cha Am er strandende mere tilgængelige... og ikke det enkelte hotels eje. Cha Am ligger ca. 30 km. nord for Hua Hin. Vi brugte lidt flere penge på hotel i Cha Am, til gengæld boede vi et dejligt sted, lige ved stranden, med legerum til ungerne, legeplads ved poolen, og vandrutsjebane.
Vedr. transport fra Kanchanaburi til Cha Am.. Det er en lidt træls rejse, da det er en trekant, hvis man skal over Bkk. og tager mange timer. Vi valgte et hyre en Song Theaw (staver jeg det rigtigt? altså pick up med sæder på lad) Han kørte turen, der tager ca 3 timer + en frokost pause, for 2500 baht. På den måde skulle vi ikke bruge rejsedage på det.
Redigeret af gall d. 29-02-2012 08:18
Thomas
Hej igen og tak for svar - Kanchanaburi bliver det helt klart - skal bare lige finde hotel osv - hvad er Eravan??
Med hensyn til Hua Hin, som vi jo SKAL til - siger manden - er der nogen her der ved noget om kitesurfing/hoteller i Hua Hin?
Thomas, hvad SKAL man se i Bangkok - I har været der nogle gange efterhånden?
Selv skrev jeg det nederst her i en anden tråd i sidste måned. Meget tradtionelle ting at lave.....
Derudover er der også diverse udflugter som krokodillearme, sommerfugle og slangefarme, orchidfarme, flydende markeder. Nogle ture gode andre ikke noget at råbe hurra for og blot et par dyr. Noget meget turistet.
En cykeltur kan også arrangeres på Bang Ka Chao, som er en lille "halvø" på vestsiden af floden, men ud i floden hvor den slår en rigtig stor bue lige syd for Silom området.
En tur til minibyen "ancient City" sydøst for Bangkok i Samut Prakhan.
Der er også forskellige muligheder i Bangkok området for børn, som Thomas tidligere har skrevet om: Indendørs legeland i Bangkok
Noget jeg syntes der skal opleves er
En tur på floden med rutebådene eller long tail boat, måske ind i klongerne i det vestlige Bangkok. Rutebådene meget billige. Longtail bådene hyres ved floden forskellige steder og prisen aftales/forhandles.
Besøg Grand Palace og templer m.m. lige omkring - kan evt nåes let med flodbådene.
Der er også forskellige andre kulturelle ting, men det er jo smag og behag.
Ocean World i Siam området med kæmpeakvarium.
Så er der en dag til shopping
De store shopping centre ved Siam Square eller Sukhumvit området.
China Town.
Pratunam Marked der har alt mellem himmel og jord.
Er det weekend og man godt kan lide marked, mange mennesker og varme så er det Weekend Marked, Chatuchak Market, lidt nordligere. De har vist mere end alt ..
Evt bare hænge ud på den kæmpestore plads foran Central World og opleve livet der, med gadehandlerne, den kaotiske trafik på den brede vej lige udenfor og med skytrain farende i højderne i det fjerne.
Centrene kan nåes nemt med Skytrain. Flere af dem kan man gå direkte ind i fra perrionerne uden at skulle ned på gaderne og kæmpe sig forbi skilte, lygtepæle og gennem trafikken haha.
Hotel - hvis I ikke allerede har booket, så kan det anbefales at finde et hotel tæt ved skytrain eller undergrundsbanen for at spare transporttid, når I kun er der et par dage.
Alternativt at bo i Khao San Road området, ned mod floden. Khao San Road der har overlevet "hippie" tiden med backpackerne, guesthouses og sjov tobak for mange år siden og blevet mere "pænt". En oplevelse bare at være i området, der er totalt fyldt med turister af alle slags overalt, men boder og forretninger også overalt hvor der er lidt plads til det.