Find os på Thaiguide på Facebook
Forsiden
Langtidsleje af jord i Thailand

Udlændinge kan ikke som privat personer købe og eje jord i Thailand. Undtagen dog hvis du investerer min. 40 millioner baht.

Men en mulighed er at leje jord, som du vil kunne læse om her.  


Kan udlændinge leje jord og få brugsretten over den?

Ja, der kan laves en uopsigelig leasing aftale på jorden, evt. med sin kone. Lejeaftelen kan tegnes for op til 30 år, med mulighed for forlængelse (det er dog op til ejeren om det kan forlænges til den tid)

Det betyder at udlændingen kan bygge på jorden, bo der m.m. i min. 30 år.

Du kan således f.eks. betale for jorden. Jorden står da f.eks. i konens navn og du lejer den af hende.

Dette forudsat, at jorden har det rigtige tinglyste skøde, ellers kan du få problemer med at bygge hus eller bevare råderetten. 

Læs om forskellen mellem jord med og uden skøder nedenfor.

Undersøg også om den jord du vil leje har tilladelser til det du ønsker med jorden, hvis du vil andet end bygge et hus. F.eks. etablere en kyllingefarm.

Er der strøm og mulighed for vand på jorden?

Sørg for at få indføret i lejeaftalen at den også gælder ved ejerskifte.


Skøder

Du skal sikre dig, at den jord du vil leje har et ægte tinglyst skøde.

Der findes flere forskellige skøder/dokumenter, men kun jord der har en af følgende typer skøder vil være sikkert at leje:

Nor Sor Sii Jor, hvilket er det samme som Chanote.
Nor Sor Sam Gor eller
Nor Sor Sam

Alt andet er usikkert og du risikere at blive snydt.

1. Nor Sor 4 Jor, hvilket er det samme som Chanote er de bedste skøder. Den kan handles, belånes og bebygges. Chanote skøder er målt op ved hjælp af GPS og bør være markeret på jorden med små cementpæle med sit eget nummer på. Nor Sor 4 Jor udstedes af land kontoret i provinsen.

2. Nor Sor Sam adskiller sig fra Chanote ved at opmålingen ikke er så nøjagtig som Chanote og kan have overlap med nabogrunden. Rettighederne til at handle, belåne og bebygge jorden er den samme.

3. Nor Sor Sam Gor er en nyere version af Nor Sor Sam, hvor opmålingen er foretaget med GPS. Ligeså pålideligt skøde som Chanote.


Jord uden skøde

Jord uden skøderne nævnt ovenfor kan ikke handles, pantsættes, eller bygges på. Det er i princippet jord, hvor bønderne har fået brugsretten til at dyrke landbrug.

Uden det rigtige skøde, må jorden som udgangspunkt kun anvendes til landbrug. 

Køber du jord uden skøde, køber du i virkelighed en brugsret, men af en sælger, der ikke har retten til at sælge den.  

Er jorden kun udlagt til landbrugsjord vil der muligvis ikke være offentlig el forsyning ved huset, offentlig vandforsyning de steder hvor det ellers findes.

Anvender man ikke selv jorden eller låner den ud i nogle år, risikere man at enten administratorne af jorden kræver jorden tilbage eller den du lånte jorden til har vundet hævd på brugsretten af jorden. Og der er så ikke noget at gøre, da det jo i virkeligheden aldrig har været din jord. Dermed blot mistet det du betalte.

Derfor sørg for at papirerne er i orden til det formål som du har.


Jord til dyrebrug

Hvis dine planer er at starte en kyllinge farm eller andet, så bør du tjekke, at du kan få tilladelse til dette på den jord du overvejer at købe.


Advokat eller smørelse

Af skade bliver man klog. Men for sent. 

Overvej om en advokat ikke vil være en god investering. En uafhængig advokat og ikke sælgers eller svigerfamiliens gode ven. Vær opmærksom på, at det i Thailand er tilladt at kalde sig advokat uden at have behørig autorisation.

Selvom du måske vil leje jord af en mangeårig ven eller bekendt i Thailand, kan det opstå problemer, når forretninger og penge bliver blandet ind i det. Thaierne kan i enkelte tilfælde sætte lidt hurtigt tjente penge højere end et venskab. Så vær ikke naiv og tro alt for meget på dem der har de gode tilbud og kan løse det nemt og hurtigt - og slet ikke i de små samfund rundt omkring. Udlændinge "lugter" jo af penge.

Måske har du en thaikone, der kunne hjælpe, men hun er muligvis ikke expert i handel med jord med skøder, tinglysning og læsning af diverse ting med småt?

Men hvor finder du så en reel advokat? Kig dig godt for. Dagligdagen mange steder er bygget op om nemme, hurtige sorte penge (korruption eller smørelse) i stedet for at lave de rigtige papirer (dem er der jo ikke rigtigt nogle penge i for alle de involverede og tager en pokkers masse tid...).

Ikke engang borgmesteren er måske den rigtige. Borgmester erhvervet er et meget indbringende job i Thailand og det ikke fra den offentlige løn alene.

Og din evt. kone er muligvis også vant til at færdes på den måde, hvor smørelse klarer mange ting i dagligdagen og ikke mener de papir ting er så vigtige.

Smørelse er meget udbredt blandt de almindelige thaiere i deres dagligdag, hvor alle betaler lidt for en tjeneste og så kører alt på overfladen fint. Sådan er det også indenfor handel med jord og ejendomme. 

Men er smørelsen kun brugt til at overtage brugsretten til noget jord, der i virkeligheden ikke er det du troede og fik at vide det var, ja så kan det senere give problemer - for dig!

Redigeret: januar 2012
© Copyright 2000-2017 Thaiguide.dk
Advarsel: Ophold i Thailand er stærkt vanedannende. Afhængigheden kan ikke helbredes.