Find os på Thaiguide på Facebook
Forsiden
3 ugers ferie i Thailand i regntiden - september

Rejsebeskrivelse


Skrevet af: thaiguide
Offentliggjort: 27. juli 2015


Dengang det var med Lonely Planets ”Thailand” bog i rygsækken og ingen smartphones. Meget er ændret siden, men vejret har ingen rigtigt gjort noget ved og nok stadig drille lidt - og det vejret som her bestemte en del af hvordan ferien forløb.

Nong Khai og 4 værelses Guesthouse.

 

Turen gik til Nong Khai, hvor jeg havde været før og boede på et lille guesthouse 50 meter fra Mekong Floden. Ja lille kan det vel siges at være. Der var 4 værelser og så et til ejerne, der var to kvinder. Et fælles bad for både ejerne og gæster med koldt vand og pedal toilet. Værelset, 6 m2, havde en metalseng, en stol, et lysstofrør i loftet og et vindue uden glas men med skodder og myggenet. Dynen var et bomuldstæppe. Væggene til naboen var papirtynde plader med myggenet i toppen.

 

Fællesarealet med træsofaer blev flittigt brugt og udenfor var stenbord og stole, hvor værterne af og til kokkererede lokalt mad til gæsterne for næsten ingen penge. Skulle tage med på markedet og betale for varerne der.

 

 

Den type Guesthouse, hvor du selv tager vand i køleren og laver en kop Nescafe og selv skriver i din værelsesbog hvor meget du har taget og betaler så efter din opgørelse når du rejser. Prisen var 100 baht, 20 kr, per nat for luksusværelset, standard gik for 80 baht per nat.

 

Inden Nong Khai var turen gået til Bangkok og Khorat.

 

Inden turen til Nong Khai var der gået et par dage i Bangkok og derefter med almindelig offentlig bus mod Udon Thani. Stod af i Khorat og tog et par overnatninger der inden jeg tog en offentlig bus videre mod Udon Thani og skift til Nong Khai. Vejret de 3 dage i Khorat var ganske solrigt, varmt og uden regn.

 

Regn, regn og regn.

 

Det var fra starten en noget grå fornemmelse med vejret i Nong Khai. Det blev værre og ikke kun de voldsomme tropiske skybrud men heldagsregn. Det regnede mere end 48 timer i træk og det var lidt trist og alt godt mudret rundt omkring. Mekong Floden blev også godt fyldt og var kommet tæt på breden. I den tørre tid er der sandstrand vel 30 meter længere nede.

Jeg fik nok af regnen og så mig om efter noget andet. Tænkte jeg ville så prøve det sydlige og udså mig Trang til at være målet for der havde jeg ikke været før. Havde en fornemmelse af at Koh Samui og Hua Hin området måske ville være bedst, men ville prøve noget andet.

Bestilte flybillet til turen Udon Thani – Bangkok – Hat Yai – Trang, men ingen overnatning var booket.

 

Mekong Floden ved højvande. Det er en af ejerne af Guesthouse på billedet. Der var ingen gæster og intet at lave, så vi tog sammen ud den dag.

 

Videre sydover mod Trang.

 

Det skulle vise sig at blive anderledes end forventet.

Ankom forsinket til Hat Yai hen ad mørkets frembrud, da det regnede meget og flyet havde cirklet en del rundt inden det måtte lande.

I ankomsthallen i lufthavnen kunne jeg så høre i højttalerne at alle fly resten af dagen var aflyst – så ingen tur til Trang den dag.

Ja, så måtte det jo blive overnatning i Hat Yai. Der var ikke hjælp at hente fra Thai der var ret ligeglade med en mistet billet. Bookede et hotel i centrum fra lufthavnshotelboden og fik en taxa til hotellet – i regnvejr. Normalt ville jeg have taget til centrum og der gået rundt og fundet noget at bo i, men lysten i regnen var der ikke lige.

Ganske flot hotel til rimelige penge og meget centralt. Nu turen alligevel var blevet lidt afbrudt besluttede jeg så at nu jeg var kommet til Hat Yai kunne jeg passende blive der et par dage og se mig omkring. Men det blev ikke stort bedre med vejret. Det regnede også en del timer hver dag der.

 

Trang skiftet ud med Ao Nang

 

Skulle videre igen og turen til Trang blev droppet og satte istedet kursen mod Ao Nang stranden ved Krabi. Fik booket en minibustur fra Hat Yai til Krabi by og måtte så finde videre derfra til den tid.

 

Turen til Krabi gik fint, bortset fra en enkelt punktering. Det var så i fuld solkin og midt på en landevej og ingen skygge andet end bussens, så det var rimeligt varmt at vente omkinr gmiddagstid. Kan anbefales at have lidt vand med på ture. Heldigvis lykkedes det chaufføren hurtigt at få hjælp frem og komme videre. Vil tro det var under en time vi stoppede.

 

Ankom til Krabi centrum og skulle finde noget transport videre til Ao Nang. Der var nogle minibusser og ved en af dem var der også to unge danske backpacker kvinder der også skulle til Ao Nang. De vidste hvor de ville bo, så jeg hægtede mig på dem og fulgtes med til samme guesthouse som de valgte, hvor vi så var midt på eftermiddagen. Det var et par hundrede meter op ad vejen væk fra stranden i den sydlige ende. Ankom i sol, men det blev snart afløst af regn.

 

Det blev jo så tid til aftensmad og måske en kold forfriskning bagefter tænkte jeg. Traskede ned på strandvejen og tænkte - Er jeg gået forkert?

Det var helt tomt på gaden og ikke rigtigt nogle folk at se ved butikker osv. Meget så ret lukket ud. Det småregnede hele aftenen.

Niksen tænkte jeg. Her for dødt og må videre igen og slutte ferien med lidt badeferie. Bookede fly direkte fra Krabi direkte til Koh Samui og fik ialt en eller to overnatninger i Ao Nang. OK indrømmet, gav ikke Ao Nang mange chancer for at vise sin flotte side, men ikke mere heldagsregn og tomme gader til mig på det tidspunkt.

 

Videre til sol og sommer på Koh Samui.

 

Jeg havde tidligere været på Koh Samui og en fornemmelse af at vejret der kunne være bedre. Men havde valgt de andre steder for også at prøve noget nyt.

I flyet blev passagerne nøje anvist bestemte sæder og vi måtte ikke flytte os sammen. Vi var to passagerer på den tur.

Den anden passager, en australier mener jeg, og jeg kom i snak og slog pjalterne sammen og fulgtes til Lamai Beach, hvor vi fandt to små billige bungalows.

Det var bare dejligt at slå lejr der på Samui for der skinnede solen og det gjorde den hver dag den næste uges tid. Besluttede at blive der hele resten af ferien, nu vejret var godt.

Fra Koh Samui gik turen i fly til Bangkok den sidste dag og ventede i lufthavnen til flyet videre til Danmark efter midnat. Det kan også være en satsning hvis tiderne er for tætte. For regner det på Koh Samui kan fly blive aflyst og mange forsinkelser opstår, men det regnede ikke.

Det blev måske ikke en ferie med skyfri himmel hver dag, men turen var heller ikke planlagt til at være en tur kun til sol og strand. Men turen blev fuld af en masse andre gode, sjove og pudsige oplevelser og en masse gode minder trods alt.

 

Regnslag - til dig selv og kufferter/rygsække.

 

Simple engangsregnslag kan købes i alle små butikker som 7-eleven og Family Mart for en tier. Paraplyer er også til salg overalt i regntiden for en tyver og opad.

 

Er din kuffert eller rygsæk ikke 100 % vandtæt kan de anbefales at købe et billigt regnslag til dem på forhånd og have det i kufferte, hvis der rejses rundt på egen hånd.

 

Lille note til slut om kørekort og motobike leje.

 

Jeg havde været i Nong Khai året inden, hvor jeg boede samme sted og havde lejet en scooter fra en mand der havde en stand på pladsen ved hospitalet. Jeg havde afleveret mit internationale kørekort til ham i pant for scooteren. Jeg skulle videre tidligt om morgenen og der havde manden ikke åbnet endnu. Aftalte med værterne i Guesthouset at de ville afleverer motobiken og de fik penge til at betale det som jeg skyldte. Jeg måtte så stole på at de både afleverede scooteren og pengene til manden. Det ser ud til de gjorde det.

For da jeg så her året efter kom gående på gaden, så manden med scooterne mig og kaldte på mig. Han stak hånden ned i sin kasse og fandt mit internationale kørekort som han så gav mig. Imponerende han havde gemt kørekortet og ligeså imponerende han kunne huske mig.

 

----

 

Hvis du har lyst til at give en kommentar til historien, kan det du gøre det i forumet, hvor beskrivelsen også er. Den finder du på:
3 ugers ferie i Thailand i regntiden - september

© Copyright 2000-2017 Thaiguide.dk
Advarsel: Ophold i Thailand er stærkt vanedannende. Afhængigheden kan ikke helbredes.