Find os på Thaiguide på Facebook
Forsiden
Bangkok "hurtigt" tur

Rejsebeskrivelse

Indsendt af: Mikkel Hass, Kastrup
Dato: 1. januar 2010

Her er beretningen om, hvordan jeg ”mistede” min ferieformue i Bangkok i 1985.

Den første dag jeg nogensinde var i Bangkok skulle der ikke ske noget – jeg var kommet om eftermiddagen og ville pleje mit jet-lag. Jeg traskede rundt i kvarteret omkring hotellet for at indsnuse stemningen, da en venligt smilende thai sagde til mig: ”Ka’ du huske mig fra immigrationen?” Det ku’ jeg ikke, men han fortsatte hurtigt med at spørge mig om mit hotel, om det var mit første besøg osv. Han sagde ”Jeg gir en øl, la’ os sætte os og snakke” Det lød jo meget uskyldigt, så jeg takkede ja. 

I samtalens løb spurgte han, hvor jeg kom fra, og da han hørte det var Danmark, lyste han op i et smil og sagde: ”Min søster har været sygeplejerske i Danmark, har tjent mange penge og har købt en bar her i Bangkok. Den skal åbne i morgen, og du og dine danske venner er inviteret til indvielsen!” Op af lommen tog han et fotografi af en europæsik familie og en thailandsk pige foran en villa. ”Det er hende” sagde han.

Meget tilforladeligt. Lidt senere lyste hans ansigt op, som når man får en strålende ide: ”Ska vi ikke besøge hende med det samme. Hvor bli’r hun overrasket. Jeg gi’r en taxa det er lige rundt om to hjørner.” Det var ikke helt i overenstemmelse med mine planer, men hva’ – la’ gå.

Huset hun boede i var en pæn ville med have. Hun var nu ikke hjemme, men svogeren var der. ”Hun kommer snart. Hun er på hospitalet med min kone, der skal føde” Min ven fra før så jeg aldrig mere. Svogeren var venlig, fortalte mig om forholdene i Thailand , om de dyre betalingshospitaler og at han var ansat i et spillecasino i Malaysia ”for det var forbudt at spille om penge i Thailand”. Han var dealer eller bankør i casinoet. Det var dyrt med to husholdninger og rejseri, så han lod skinne igennem at han lavede lidt numre indimellem, hvad jeg sagde til det? Jeg trak på skuldrene – bare det ikke er mine penge. 

Under denne snak er der gået en del tid. Tjenende ånder er kommet med lækre thairetter og frisk frugt. Lækkert. Han spurgte mig, om jeg nogensinde spillede om penge. Aldrig, sagde jeg i overenstemmelse med sandheden. ”Vil du hjælpe mig med at tjene nogen penge ved at spille. Det koster ikke noget. Du spiller for mine penge og jeg ”fixer” spillet. Jeg kender en guldhandler, som laver sorte penge” Jeg tøvede. ”Han er bøsse” (Han satte trumf på, hva’).

”Jamen, jeg kan slet ikke spille Black-Jack, og slet ikke falskt!” ”Jeg kan gøre dig til mester på en halv time” sagde han. Her burde jeg ha’ sagt tak for mad og taget hjem til hotellet, men det var jo osse spændende at spille falskt, og så gratis”

Og man er jo et venligt menneske og han havde mange udgifter. Jo, la’ gå. Og det var rigtigt – i løbet af en halv time havde han lært mig spillet og tricksene. Han ringede til guldhandleren, der ville være der et kvarter senere.

Jeg fik en rulle dollarsedler stoppet i brystlommen. Det skulle forestille at være mine. Selv havde jeg omkring 100 kroner i thailandske. Guldhandleren kom. 

Sikke en theater-bøsse! Affekteret, hoftesvingende og med et håndtryk som et stykke vådt wienerbrød. Jeg kender en del bøser, men ingen som ham. Hvordan jeg kunne tro på den optræden fatter jeg ikke! Guldhandleren havde en lille håndtaske med, hvori der lå mange ruller dollarsedler. Vi spillede. Svogeren var bank og jeg ku’ mærke, at han bestemte hvornår jeg skulle vinde og tabe. Fint skuespil – guldhandleren var vel nok tyr! 

Spillet bølgede frem og tilbage og der var rigtigt mange penge på bordet. På det tidspunkt, hvor vi gik over til at spille om spillermærker/jetons var der mellem 15.000 og 20.000 dollars i puljen. På et tidspunkt sad jeg med en usårlig hånd. ”21” og guldhandleren sad med ”20” vidste jeg. Vi væddede hinanden op og skubbede alt ind i puljen. Så sagde guldhandleren pludselige noget overraskende, at han ville se om jeg var det værd jeg havde væddet. Vi talte op og det viste sig til min forbløffelse at det var jeg ikke. (Spørg mig ikke hvordan det gik til – selv idag ved jeg det ikke). 

Ov, hvor blev guldhandleren sur! Jeg fik halvanden time til at skaffe pengene, sagde han og gik. Jeg var rystet. Svogeren hang med skuffen og spurgte mig, om jeg havde nogen penge på hotellet jeg kunne låne ham til den hånd var spillet færdig, så ville han ta’ over til noget familie og rejse nogen penge der. Jeg vidste jo at jeg ville vinde den hånd, så jeg sagde ja. (Kortene var blevet forseglet i to kuverter inden guldhandleren smækkede med døren). Jeg hentede hele formuen i kontanter på hotellet og tog tilbage. Svogeren havde selvfølgelig ikke skaffet nogen penge, så der var for lidt. 

Guldhandleren blev fornærmet og talte om æresgæld. ”Hvad vil du gi’ mig i stedet for?” Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste ikke. ”Jeg vil ha’ mindst en halv times spil til!” sagde han. Inden vi skiltes havde jeg ”sat foden i døren” og sagt, at dette var den sidste hånd. Jeg afviste pure en halv time til og vi forhandlede os frem til 10 spil til – 5 minutter. Så åbnede vi kuverterne og jeg vandt den hånd som ventet. Det gik godt til syvende spil. Guldhandleren må ha’ set det truende nederlag, for han væddede som en besat. Jeg gjorde et fejlgreb med alle mine penge inde i puljen (eller svogeren lod mig gøre et fejlgreb) og pludselig var det hele forbi, og jeg var blanket af, fuldstændigt. Guldhandleren blev nu med et en verdensmand, der bredt smilede takkede mig for spillet og nådigt smed en håndfuld thailandske baht på bordet til mig ”til en taxi hjem”, så skred han med alle pengene.

Svogeren var knust, men dog ikke mere end at han spurgte om jeg havde mulighed for at komme til penge, plastikkort eller lignende, for så var han sikker på, at guldhanderen ville spille igen i morgen, og så kunne jeg vinde alle mine penge tilbage. Ingen plastikkort, og kun nogle få hundrede baht til i overmorgen hvor flyet gik hjem med mig ombord, forhåbentlig. Det lykkedes at få pengene til at slå til, og der var plads på flyet, men det var osse det eneste positive ved den Bangkok-tur. 

Denne historie udspandt sig over 5-6 timer.
--
I bytte for denne historie er der kun to ting jeg ønsker mig:
La’ vær’ med at sige til mig som: 
”Jamen, da ku’ da ha’ sagt dig selv....” eller ”Det ku jeg aldrig ha’ gjort”

-----

Hvis du har lyst til at give en kommentar til historien, kan det du gøre det i forumet, hvor beskrivelsen også er. Den finder du på:
www.thaiguide.dk/forum/forum/viewthread.php?thread_id=269

© Copyright 2000-2017 Thaiguide.dk
Advarsel: Ophold i Thailand er stærkt vanedannende. Afhængigheden kan ikke helbredes.