Find os på Thaiguide på Facebook
Forsiden
En vinter i Thailand

Rejsebeskrivelse


Indsendt af: HC, Sjælland
Dato: 17. april 2012

Jeg har nu altid mest været til ferie i de nordiske lande. Her er meget smukkere, mere velordnet og man kan da bare tage lidt tøj på hvis det bliver koldt eller regner.

“De varme lande er noget lort” synger Shubidua, og jeg var tilbøjelig til at give dem ret.

Men i januar 2011 lod jeg mig lokke til Thailand af en gammel ven. Han ville lægge planer for sit otium og turen gik til Ao Nang i det sydlige Thailand for en uge.

En uge er alt for kort tid. men der gik en prås op for mig: Klimaet, maden ikke mere vrøvl med gigt og psoriasis – jo der var noget at tænke over, og jeg nærmede mig også selv pensionalderen og vinteren var bitterlig kold som den foregående havde været det. Kunne man mon “overvintre” derovre?

I maj fandt jeg så en meget billig rejse derover, vennen havde droppet sine planer, så denne gang rejste jeg alene. Det var slet ikke nogen ulempe, for man bliver en anelse skrappere til at få kontakt til folk (det er i forvejen let derovre) – der er ingen til at gøre det for en, man er selv “på” hver gang. 

Ao Nang er en hyggelig badeby, og blot et lille stykke inde i landet er der helt roligt og meget smukt. Og blot 20 km borte ligger Krabi, en udmærket forretningsby med lufthavn og det hele. Jo, Ao Nang kunne godt blive udgangspunkt for et vinterophold selv om det geografisk ligger lidt “skævt for”.

Det blev til rigtig mange traveture rundt og kigge på små bungalows, jeg havde 14 dage at gøre godt med, og havde lejet mig ind på et billigt hotel. Jeg havde dog ikke mere travlt end at jeg var på nogle af de arrangerede ture, bl.a. kajaktur. Og en daglig svømmetur ikke at forglemme. 

Efter 14 gode dage med fint vejr var det hjemad igen. En rigtig positiv oplevelse, og et par solide kontakter i lommen.

Den 25. november 2011 tog jeg så afsted på mit første “longstay” i Thailand med Ao Nang som udgangspunkt, men jeg havde også et ønske om at se andre egne af landet, bl. a. Chiang Mai, det havde jeg ofte hørt omtalt som et must, når man var i Thailand, så det skrev jeg mig bag øret.

Men nu skulle jeg først finde mig rigtig til rette i Ao Nang. Det blev lettere end forventet. Jeg havde hjemmefra booket et hotelværelse for 5 nætter, og en af de første dage var jeg inde og spise på den gode thairestaurant "Tonmayom" i Leela Valley. Det viste sig, at servitricen boede i nabohuset og lejede 1. salen ud for 7000 THB pr. måned, incl rengøring, tøjvask, el og en solid viden om lokale forhold og turistspørgsmål (facebook:room for rent Ao Nang). Vi havde straks en aftale! 

Den første tid i Ao Nang gik med at opsøge kendte ansigter, jeg havde dumt forlist mine lokale telefonnumre, men byen er så lille, så man ses jo hurtigt. Man får talt med utroligt mange mennesker især i starten, lokale, turister, fastboere osv. man behøver ikke kede sig og pludselig er det jul og den sprang jeg over.

Til gengæld havde jeg en pragtfuld nytårsaften sammen med nogle lokale på vejen.

Lidt ind i januar tog jeg så bussen til Bangkok og videre til Chiang Mai. Det er en hård tur på henved 24 timer. Pris ca 350 kr. Hjemturen Chiang Mai - Krabi pr. fly, ca 1200 kr.

Jeg boede på Hollanda Guesthouse ved Ping floden, hyggeligt sted, lutter hollændere som navnet antyder, og det er mit indtryk, at turisterne grupperer sig efter nationalitet i højere grad end i Ao Nang, og turister og lokale blander sig heller ikke så meget, det mærker man tydeligt, når man rejser alene. Chiang Mai gamle by er et kapitel for sig. Man kan sikkert læse tykke bøger om den. Det er bedre at stå der selv. Giv tid! Snus ind! 

Der gik mange gode dage i Chiang Mai på nakken af en mountainbike, både i bjergene vest for byen (pyh!), men især landsbyerne nord og øst for byen er meget charmerende, veje og cykelstier er gode , det er helt fladt terræn, så alle kan deltage, og man kan altid få et godt måltid for 25 THB. Men herude skal man ikke regne med at nogen kan noget som helst engelsk, og et forsøg på at få en rigtig mandesnak med en jævnaldrende gubbe ender bare i lidt fingersprog, et tandløst grin og lidt hovedrysten og et klask på skulderen.

Hvis man så efter sådan en dag også gerne vil besøge det berømmelige natmarked, så ender det uvægerligt med grus i øjnene. 

Efter små 2 uger i Chiang Mai tog jeg flyveren tilbage til Krabi. (taxi det sidste stykke til Ao Nang). Der ventede mig en bitter besked; dødsfald i familien! Så nøjagtig 2 måneder efter jeg var taget hjemmefra, var jeg på vej hjem igen. Hjemme var det hvinende koldt, begravelsen blev overstået, og hvad nu? Jeg havde jo regnet med 2 måneder mere, og budgettet holdt til overmål, og oven i købet fik jeg refunderet noget rejseforsikring. Jo! Ned i varmen igen!

Det blev ikke helt den samme 2. afdeling af rejsen som jeg havde forestillet mig fra starten. Jeg havde tænkt mig en tur til Malaysia, men det blev ikke til noget, af flere årsager. Jeg var endnu ikke kommet mig helt over hjemturen, og en lang bustur lokkede ikke efter de 1700km til Chiang Mai, og endelig fandt jeg på at leje en motorcykel, og det ændrede med et slag verden! Jeg havde ellers insisteret på bevæge mig til fods, for så falder man i snak.

Men jeg opdagede hvor smukt hele Krabi området er. Jeg har ofte tidligere rejst med familien i Norge, og få ting i denne verden kan hamle op med synet af Geirangerfjorden, men er der ikke lige nogen der har tid til at tage med derop, så skal man lade det ligge. Man kan godt tage til Ao Nang alene, man er da sjældent for alvor alene, der er så hyggeligt, og thaierne er meget hjælpsomme. Jeg skylder i hvert fald stor tak til en lille håndfuld af dem.

-----

Hvis du har lyst til at give en kommentar til historien, kan det du gøre det i forumet, hvor beskrivelsen også er. Den finder du på:
www.thaiguide.dk/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1304

© Copyright 2000-2017 Thaiguide.dk
Advarsel: Ophold i Thailand er stærkt vanedannende. Afhængigheden kan ikke helbredes.